Tag klimavenlighed til det næste niveau: få stråtag

Vi lever i en tid, hvor klimasnak, meat-free-mondays og generelle bæredygtige løsninger er på dagsordenen. Flere og flere danskere går ind i kampen om klimavenlige løsninger, der skal være med til at skabe en grønnere og mere bæredygtig fremtid. Vi sorterer vores affald, undgår plastik, bruger genbrugelige bomuldsnet til indkøb og spiser mindre kød, og står du og skal have nyt tag på dit hus, kan du tage klimakampen til det næste niveau – bogstaveligt talt.  En af de tagmaterialer, som har fået en renæssance i de miljøvenlige byggeløsninger, er stråtaget.

 

Et dokumenteret klimavenligt valg

Der har længe været bred enighed blandt landets tækkemænd, om at stråtag er det mest klimavenlige tag på markedet. Indtil for nyligt har der dog ikke været dokumentation, der kunne bekræfte denne konsensus, men både hollandske og nu også danske undersøgelser bekræfter, at stråtag er et bæredygtigt valg. At der nu kan fremvises dokumentation på området, betyder med stor sandsynlighed, at flere danskere nu tør følge deres lokale tækkemands råd og investere i et nyt stråtag og dermed en mere bæredygtig fremtid.

 

Stråtagets historie

Tækket tag var en meget almindelig tagbeklædning i Danmark indtil det i starten af 1800-tallet blev forbudt i byerne grundet brandfare. Siden da har teknologierne udviklet sig, hvilket betyder, at risikoen for brand i dag er reduceret drastisk. Mindskningen af brandfare skyldes, at stråtag i dag lægges med en brandsikker glasfiberdug, som er et brandafvisende materiale.  I 2016 blev kravet om afstand fra et byggeri med stråtag reduceret fra 10 til 5 meter, hvilket betyder, at der igen må lægges stråtag på huse i byer og forstæder. Stråtaget har allerede fået lidt af en renæssance i Holland, hvor det i dag i høj grad bliver brugt på nye byggerier, såsom lejlighedskomplekser, rigmandsvillaer og plejehjem, og hvad angår brandhensyn sidestilles stråtaget i Holland med andre typer tagbeklædning.

 

Et tag der skriger bæredygtighed og idyl

Et stråtag emmer ikke blot af bæredygtighed, men også af idyl og charme og kan klæde et hvilket som helst byggeri. De strå der anvendes til stråtag er af arten elefantgræs, som både dyrkes mange steder i Danmark samt importeres fra andre lande. Stråene høstes ved søer og fjorde, renses, sorteres og bundtes, hvorefter tækkemanden kan fordele stråene jævnt over tagkonstruktionen. Stråene fæstnes med en galvaniseret jernstang, der skrues ind i lægten under stråene. Stråtag kan efterisoleres med mineraluld eller et organisk isoleringsmateriale, såsom hør eller hamp. Stråtagets materialer er diffusionsåbne, hvilket betyder, at fugten transporteres ud gennem materialerne og ikke ophober sig og skaber fugtskader i tagkonstruktionen. Det giver et godt og sundt indeklima, idet taget kan ånde.

 

Mange er af den overbevisning, at et stråtag kun kan holde i få år, men vedligeholdes det efter anbefalingerne, kan det holde i op til 50 år. Et stråtag er altså både en klimavenlig, bæredygtig holdbar og charmerende tagløsning.

 

Læs også om andre miljøvenlige tiltag, du kan foretage på huset her.