Gode tips til hovedrengøring af køkken
Køkkenet er et af de steder i huset, som bliver brugt allermest. Dette betyder, at der ofte bliver hurtigt snavset. Det kan derfor være en god idé, at du med jævne mellemrum giver køkkenet en ordentlig omgang rengøring. Det er jo aldrig det mest spændende projekt at gå i gang med, men det skal jo gøres. Så hvornår ved du egentlig, om det er på tide at give køkkenet den helt store tur? Det kommer selvfølgelig an på, hvor meget du bruger dit køkken. Kig dig omkring: Når skabene er støvede, komfuret er fedtet og du træder brødkrummer op mellem tæerne - så er det ved at være tid!
Hvordan griber jeg rengøringen an?
Om du tager hovedrengøringen i ét hug eller deler den op i flere etaper, er selvfølgelig op til dig selv. Fordelen ved at gøre det hele i én omgang er, at det på den måde hurtigere er ude af verden.
For at gøre det ellers uinteressante projekt så effektivt og sjovt som muligt, har vi lavet en lille guide til, hvordan man kan gribe det an. Husk altid at bruge gummihandsker for at skåne hænderne samt skifte klud jævnligt.
- En god start er at sætte sin yndlingsmusik på anlægget - så bliver det hele lidt sjovere.
- Start med at rengøre væggene og loftet - så er det overstået! Derefter gør du emhætten og ovnen ren, da det ofte er det, som sviner mest. Her på LavSelvGuiden finder du også en guide til, hvordan du med 4 simple tips kan gøre din ovn skinnende ren!
- Så er vi kommet til de andre hårde hvidevarer - altså køleskabet, mikrobølgeovnen, fryseren og eventuelt opvaskemaskinen, da de også har en tendens til at svine meget under rengøringen.
- Nu skal skabe og skuffer tømmes helt, før du begynder at rengøre dem. Lad dem gerne stå åbne i et par minutter efter rengøringen, så de kan nå at tørre inden du fylder dem igen.
- Det sidste punkt er at tørre alle overflader og skabe af, for dernæst at vaske gulvet grundigt.
- Slut af med at give dig selv en velfortjent belønning – det har du fortjent!
Det er vigtigt at gøre hovedrent!
Mange tænker nok ikke over det, men det er faktisk ret vigtigt for ens sundhed, at der bliver gjort hovedrent i køkkenet, så hygiejnen er i top, når du skal kokkerere til venner og familie. Så det er bare med at komme i sving med rengøringen. Vi håber, at vores lille guide kan hjælpe dig med at gøre hovedrengøringen bare en lille smule mere overskuelig – og forhåbentlig lidt sjovere!