Få en skinnende ren ovn

Ovnen er noget af det udstyr i køkkenet, vi bruger allermest. Det kan derfor ikke undgås, at den med tiden bliver snavset og beskidt. Hvor let det er at rengøre ovnen afhænger meget af, hvor god en ovn du har.


Har din ovn pyrolyse eller katalyse?

Hvis du er så heldig at have en pyrolyseovn eller en ovn med katalytisk selvrens, findes der specielle programmer, som gør at ovnen kan selvrense. Eksempelvis har en pyrolyseovn et program, som klarer det meste af opgaven, mens katalytiske ovne har en unik emalje, som løbende holder ovnen ren. 

Er du ikke den heldige ejer af en af disse ovne, kræver din ovn en mere solid omgang rengøring. Vi har her lavet en lille vejledning til, hvordan du kommer en beskidt ovn til livs:

 

Sådan gør du:

  • Smør alle indvendige flader ind i brun sæbe og tænd ovnen på 50-100 grader – aldrig mere end 100 grader, da det brænder sæben. Husk desuden at benytte gummihandsker, når der arbejdes med brun sæbe. Anvend med fordel den faste type brune sæbe, som fås på dåse eller glas.
  • Når du kan se, at sæben begynder at boble, slukkes ovnen. Herefter vaskes ovnen med varmt vand, når den er kølet ned.
  • Når ovnruden skal vaskes, smører du ruden ind i opvaskemiddel og lader det ligge på i ca. 30 minutter. Herefter vaskes den af med varmt vand og en skuresvamp.
  • Til sidst er det kun ovnristen og bagepladerne, der mangler. Du kan enten smide dem i opvaskemaskinen, hvis du har plads. Ellers anbefaler vi den manuelle tilgang med en skuresvamp for et rigtig godt resultat. På den måde får du alle fastbrændte rester skrubbet af. Smør gerne både rist og badeplade ind i brun sæbe, og lad dem ligge natten over pakket ind i husholdningsfilm. Så er det meget nemmere at skrubbe det genstridige skidt af.

Vi håber, at denne vejledning var brugbar, så du igen kan få en skinnende ren ovn. Vil du fremadrettet undgå at ovnen bliver snavset til, kan du ligge et stykke stanniol i bunden af ovnen, så fedt og snavs lander der, frem for i ovnens bund.

 

Læs også: 7 trin til et rent køkken