Sig ’nej tak’ og hjælp miljøet

Vi har alle prøvet det. Stakkevis af reklamer leveres i postkassen, men ligger ulæste indtil de til sidst smides ud. Det går hårdt ud over miljøet, og kan let forhindres. I dag findes mange gode og lettilgængelige alternativer til de trykte reklamer. Heldigvist bliver flere og flere danskere gode til at benytte andre løsninger, og det kan du også. Her kommer en lille guide til, hvorfor du bør, og hvordan du kan ændre din status fra et passivt ’ja tak’ til et aktivt ’nej tak’.

 

Spar CO2 – både hvis du vil eller ikke vil have reklamer

Et passivt ’ja tak’ til reklamer udleder i gennemsnit 140 kg CO2 om året – svarende til 60 kg reklamer. Det fremgår af en undersøgelse fra DTU Miljø. Ved et passivt ’ja tak’ forstås at man ikke aktivt har tilmeldt sig ’nej tak’ til husstandsomdelte reklamer, men stadig ikke læser reklamerne. Denne CO2-udledning svarer til at køre mere end 600 km i en gennemsnitlig personbil. Hertil kommer, at tilbudsaviser ikke er inkluderet af denne analyse. Læser du ikke reklamerne kan du med fordel tilmelde dig ’nej tak’-løsningen. Så letter du både din CO2-udledning, samt dine irriterende opgaver når reklamerne skal håndteres.

Der findes også energibesparende tiltag, som du kan lave uden at give afkald på reklamerne. En effektiv måde at forbedre sine miljøvaner, er at læse sine tilbudsaviser online. Herved kan du spare minimum 75 kg CO2 om året i forhold til en passiv ’ja tak’ ordning.

 

Sådan siger du ’nej tak’

Ønsker du at tilmelde dig ’nej tak’-ordninge,n kan det gøres hurtigt og nemt. Du skal blot udfylde formularen fra PostNord her, så er du tilmeldt. Her kan du også ændre i din tilmelding samt afmelde dig ordningen. Du bør være opmærksom på, at du skal tilmelde dig på ny, hvis du flytter samt ved årsskifte.

 

Sig ’ja tak’ til aktiv tilmelding

Skal danskerne for alvor forbedre sig på dette område, kræves en generel holdningsændring. Mere end 50% af danskerne siger i dag ’nej tak’ til reklamer, men stadig mange anslås til at være passive ’ja tak’-tilmeldte. Med udgangspunkt i holdning, ”hvorfor sige ’nej tak, til noget man aldrig har bedt om?”, forsøger organisationen ’Reklamer – Ja Tak’ at ændre lovgivningen på dette område. I stedet for en aktiv afmelding, foreslås en aktiv tilmelding til husstandsomdeling af reklamer. Det sørger for, at de husstande, som ønsker papirtrykte reklamer kan få det, men sparer miljøomkostninger for omdeling til passive ’ja tak’-kunder. Initiativet handler om at ændre udgangspunktet for danskerne – en strategi, som i mange lande har vist sig yderst effektiv på mange områder. Hvis du også synes, at en aktiv tilmeldingsordning er vejen frem, kan du støtte organisationen her.

 

Læs også: Din kommune viser vejen - sådan sorterer du dit affald