Hvorfor tænke på indeklimaet?

Størstedelen af alle danskere opholder sig indendørs i boligen mindst 13 timer i døgnet, og derfor har indeklimaet stor betydning. Hvis indeklimaet i din bolig er dårligt, kan det føre til uoplagthed og træthed, hovedpine samt irritation i øjne, næse og luftveje, men det kan også være årsagen til alvorlige sygdomme som fx hjerte-kar-sygdomme, astma og allergi, lungekræft og luftvejsinfektioner.

I Danmark tabes der samlet 22.000 sunde leveår om året kun pga.  dårligt indeklima.

 

De typiske årsager til forurening af indeklimaet er skimmelsvampe, støvmider, tobaksrygning, madlavning, tændte stearinlys og brændeovne, samt hår fra kæledyr.

 

Tjek om du har symptomer

Hvis du har nogen af følgende symptomer, kan det tyde på, at du opholder dig i et dårligt indeklima:

 

  • Irritation i næse, øjne og hals
  • Udslæt, kløe og rødme i huden
  • Hovedpine og træthed
  • Kvalme og svimmelhed

 

Disse symptomer kan naturligvis også komme af andre faktorer end indeklimaet, men hvis de forsvinder, når du opholder dig andre steder end i boligen, er det tegn på, at boligens indeklima er dårligt, og du må gøre noget.

 

Sådan forbedrer du dit indeklima

  • Luft ud med gennemtræk flere gange om dagen
  • Brug emhætte, når du laver mad, og luft ud bagefter
  • Hæng ikke vasketøj op indendørs, med mindre du lufter godt ud imens
  • Gør rent hver uge
  • Skær ned på brugen af stearinlys
  • Kvit tobakken

 

Er der steder i din bolig, som er angrebet af skimmelsvamp, er det vigtigt for dit helbred, at du fjerner plamagerne. Mindre angreb på fx malede vægge, fliser, klinker eller murværk kan fjernes med midlet rodalon, da disse materialer kan vaskes. Finder du skimmelsvamp på ikke-vaskbare materialer, er du nødt til at kassere dem. Hvis svampen har bredt sig i store områder eller sidder inde i bygningens konstruktioner, er det svært at få fjernet, og du må tilkalde professionel hjælp.

 

Så husk: Det gode indeklima skal ikke undervurderes!

 

Læs også: Efterisolering - et simpelt tiltag, der virker