Tænk på miljøet, når du vælger gødning
I dag er der i vores samfund stor fokus på miljøet og på alle tænkelige måder at handle mere miljørigtigt.
I haven kan vi også tænke gode løsninger ind. Det gør en stor forskel, hvilke produkter vi vælger at gøde jorden med, og der findes flere forskellige muligheder for at gøde miljøvenligt. Herunder får du nogle forslag.
Hvordan kan du gøde miljøvenligt?
Organisk gødning er det rigtige valg, hvis du vil være god ved miljøet. Det består af naturlige næringsstoffer fra planter og dyr i form af fx staldgødning, tørret dyreblod, fisk og tang.
Ønsker du at købe dig til at gøde jorden på den mindst skadelige måde, skal du altså finde hylden med organiske produkter i haveforretningen eller byggecentret. Gødningen fås både i fast og flydende form. Med det organiske valg, skåner du miljøet, og produkterne er heller ikke så hårde ved dine planter.
Måske har du selv adgang til dyregødning? Så er det selvfølgelig en oplagt metode til at pleje jorden. Ellers, hvis du har muligheden og overskuddet, kan du også selv fremstille organisk gødning ved at have en kompostbunke med have- og husholdningsaffald. Affaldet omsættes med tiden til kompost, som du så kan gøde dine planter med.
Fordelene ved organisk gødning
- Langsom omsætning. Den organiske gødning kan optages over lang tid af planterne, og derfor kan de nøjes med at få gødningen én gang om året.
- Forbedring af jorden. Den organiske gødning forbedrer i modsætning til kunstgødning alt liv i jorden.
- Overdosering er svær. Derfor skader det ikke miljøet.
- Fås gratis. Megen dyregødning kan fås ganske gratis hos landmænd eller fx på rideskoler, hvis ikke du har det selv. Ellers er det muligt at lave selv med kompost.
- Skader ikke planterne. Hvis dyregødning har ligget tre måneder, sker der ingen skade på planterne.
Og så kan du have en god grøn samvittighed.