Giv rummene personlighed med 6 forskellige metoder

I dag er væggene i de fleste boliger hvide. Lyse farver give rum og lys i boligen og er derfor et godt udgangspunkt, hvis du ønsker en harmonisk indretning. Ensfarvede vægge kan dog også nemt blive kedelige. I denne artikel guider vi dig til, hvordan du skaber liv og personlighed i boligens rum med smuk og kreativ vægdekoration.

 

  • Fliser: Fliser er velegnede til rum, hvor væggene skal være lette at rengøre. Prøv dig frem og vælg en atypisk flise, når du skal indrette badeværelse eller køkken. Fliser kan også bruges i hjemmets resterende rum, men de kan nemt give et køligt og klinisk udtryk. Sørg derfor for at vælge fliser, der passer til din stil og indretning.

 

 

  • Tavle: En tavle kan være lidt af et sats. Det kræver, at I er okay med, at tavlen engang imellem er lidt sjusket. Ellers skal der bare være styr på værket altid. Den praktiske side af en tavle som vægudsmykning er uden tvivl, at hele familien kan have styr på hinandens skemaer. I kan være kreative og tegne på den. Eller skrive ideer, som lige popper op i hovedet.

 

 

  • Tapet: Tapet er nemt og hurtigt at sætte op i alle boligens rum. Vælg et specielt og farverigt mønster, hvis du for alvor vil sætte et anderledes touch på boligen. Tapet er godt at bruge på blot en enkelt væg eller i få baner, hvis du vil give kant og struktur til stuen, kontoret eller børneværelset. Pas på med at tapetsere et helt rum, da især farverigt tapet nemt kan virke forvirrende, hvis det opsættes på alle rummets vægge.

 

 

  • Maling: Du kan nemt give liv til et rum ved blot at bruge maling. Mal en væg i en mørkere farve og se, hvordan det giver liv til indretningen. Brug gerne nogle særlige duppe- eller maleteknikker, hvis du ønsker at skabe yderligere spil i vægfarven. Brug en helt almindelig svamp til at lave en rustik struktur. Vælger du en grålig nuance, kan du med denne teknik skabe en rå og moderne betoneffekt.

 

 

  • Tekstiler: Tæpper og stof er ikke kun materialer, du kan bruge på gulvet eller i sofaen. Dekorative vægtekstiler kan også bruges som anderledes vægpynt. Vægtæpper var meget populære i 1970’erne, men forskellige former for vægtekstiler er så småt ved at vende tilbage til den moderne indretning. Start med at bruge mindre vægtæpper i stedet for billeder eller plakater på væggen, hvis du gerne vil teste af, om vægtekstiler er noget for dig.

 

 

  • Træ: Planker, paneler og plader i træ er en unik løsning til at bringe naturen ind i boligen. Du kender måske de mindre kønne, brune træpaneler fra 1960’erne og 70’ernes indretning, men med rustikt genbrugstræ kan du give et moderne og anderledes look til dit hjem. Eksperimentér med træbeklædning i boligens mindre rum - eksempelvis badeværelset eller entréen. Find gamle plader, døre eller gulvbrædder på genbygsider, som du nemt og simpelt sætter fast på væggen med en sømpistol.

 

 

Udfordr den traditionelle vægpynt

Med disse gode råd til forskellige varianter af permanent vægpynt kan du udfordre de traditionelle ophængte billeder, plakater og kunst. Giver du dig i kast med en af løsningerne her, er det vigtigt at overveje om den traditionelle vægpynt skal gemmes væg eller flyttes til andre rum. Når du bruger træ, tapet eller tekstiler i boligen er det bedst at holde andet pynt til et minimum, hvis du ønsker at bibeholde harmonien i de enkelte rum.

 

Læs også: Indret en hyggelig og personlig stue