Byg et godt og solidt plankeværk
Èn af de allerbedste ting ved at bo i hus er for mange haven og det gode naboskab. Det har unægtelig sin charme, at naboen lige stikker hovedet ind og spørger, om han/hun må låne en græsslåmaskine, ligesom det er yderst praktisk, når du kan gøre det samme. Ligeså dejligt det er at komme hinanden ved, ligeså dejligt er det også at kunne være sig selv i sin egen have, og i den forbindelse er det alfa og omega at have et velfungerende og solidt plankeværk, hegn eller hæk. Om valget falder på den ene eller den anden type indhegning afhænger både af behov, personlige præferencer og æstetik. Her ser vi nærmere på plankeværket, og hvordan det adskiller sig fra andre indhegningstyper både funktions- og æstetikmæssigt, ligesom vi ser på, hvordan man selv kan anlægge et solidt plankeværk.
Krav og behov
Når man normalt beskæftiger sig med sådanne gør det selv-projekter, er første skridt altid at afdække egne behov, men i dette tilfælde kommer det altså først som nummer to på tjeklisten. Når man derimod har med indhegning af sin grund at gøre, skal man starte et andet sted; nemlig med at undersøge om der er særlige regler eller krav til plankeværk på din grund. Må du overhovedet etablere et plankeværk, og hvis ja – hvor højt må det være? Afhængig af hvor du bor, kan der være helt klare restriktioner for sådanne ting. Start derfor med at sætte dig ind i det inden du overhovedet begynder at drømme om, hvilken type plankeværk du allerbedst kunne tænke dig. Som et lille underpunkt, inden vi går videre, kommer din nabo. I mange tilfælde er det nemlig sådan, at din grund grænser op til en nabogrund, og gør den det, skal I selvsagt være enige om den type hegn, I vælger. Nu er fodarbejdet gjort, og vi er kommet til behovsafdækningen. Hvad er plankeværkets primære formål? Skal det skærme for støj eller indkig, skal det holde hund eller andre husdyr inde på din grund, eller skal det blot fungere som indhegning? Har du særlige behov, kan det være forskelligt, hvilken type hegn der egner sig bedst.
Den bedste type hegn for dig
Står du i den situation, at dit plankeværk eller hegn ikke som sådan tjener et formål, har du i høj grad frit slag, når det kommer til udseende. Søg i dette tilfælde inspiration i gør det selv-magasiner, på nettet eller ved at gå en runde i nabolaget. Helt overordnet taler man om levende eller faste hegn; det vil sige hæk eller plankeværk/hegn. Fordelen ved et fast hegn er, at de har den ønskede højde og tykkelse med det samme, hvorimod en hæk vil skulle vokse sig større, og først med tiden opnår den den ønskede positur. Når hækken ér, som den skal være, kræver den ikke meget mere end et par klipninger om året, hvorimod et hegn eller et plankeværk kræver lidt mere vedligeholdelse.
Plankeværk – hvordan?
Er valget faldet på et plankeværk, er der mange veje at gå. De traditionelle typer fås færdiglavet i mange forskellige sorter, og det er hurtigt og nemt at sætte op. Når du sætter dit nye plankeværk op, skal du sikre dig, at det står stabilt, så du ikke er nødt til at gøre det hele om efter det første vindstød. Grav det godt ned i jorden og fyld eventuelt beton i hullerne for et ekstra holdbart plankeværk. Jo mere tid du sætter af, når du sætter det op, des bedre bliver resultatet.