Beskyt din bil mod vind og vejr med en carport
Har du din egen bil, har du sikkert også tit stået ude en iskold morgen og skrabet ruderne fri for sne og is med et slidt CD-cover. Dette kan du meget nemt undgå, hvis du bygger en carport til din bil. I denne artikel, som er skrevet sammen med dinmotor.dk, får du gode råd til at opføre en carport eller en garage, så din bil kan komme i tørvejr.
Carport eller garage?
Om du vælger at bygge en carport eller en garage afhænger i sidste ende dine behov. En garage adskiller sig først og fremmest ved at være en lukket bygning med vægge og en vippeport, det betyder at din bil er sikret i mod frost. Hvilken den ikke er under en carport. Dog er en carport med sine fritlagte vægge og manglende vippeport væsentligt nemmere og billigere at bygge.
For dem begge gælder det dog, at du også har mulighed for at tilbygge rum til opbevaring af eksempelvis cykler, havemøbler eller grill. Dog har du med en garage faktisk også mulighed for at udnytte nogle af garagens kvadratmeter til beboelse. Det kræver dog, at du har fået en byggetilladelse fra kommunen. Ligeledes skal rummet opfylde en række krav, før du kan flytte din teenagesøn derud.
Inden du går i gang med at bygge din carport
Hvorvidt du vælger den ene eller den anden løsning, er der en række byggekrav fra kommunen, som du skal overholde. Ligeledes afgør din boligform også, hvor stort du må bygge:
- Bor du i et rækkehus, må du bygge sekundære bygninger som udhuse, garager og carporte op til 20 kvadratmeter, uden at det tæller med i den samlede bebyggelsesprocent.
- Bor du i et fritliggende enfamiliehus, må din garage eller carport være op til 35 kvadratmeter, uden at det tæller med i den samlede bebyggelsesprocent, eller uden at du skal anmelde det til kommunen.
- Hvis det samlede areal overstiger mellem 35 og 50 kvadratmeter tæller det med i den samlede bebyggelsesprocent og skal anmeldes til kommunen. Overstiger byggeriet den maksimale bebyggelsesprocent skal du kontakte kommunen og ansøge om en byggetilladelse.
Men inden du overhovedet går i gang med byggeriet, er det en rigtig god ide, at du får læst gældende lokalplaner eller servitutter igennem, for der kan være særlige regler og bestemmelser for din carport eller garage, som du skal være opmærksom på.
Derudover gælder det, at dit byggeri skal være mindst 2,5 meter fra naboskellene. På den måde sikrer du dig, at eventuelle brande ikke spreder sig. Dog kan du få lov til at bygge din carport eller garage til skel, hvis:
- den maksimale længde af carporten eller garagen ikke overstiger 12 meter.
- væggen mod skel ikke overstiger 2,5 meter i højden.
- der ikke er vinduer i væggen mod skel.
Derudover skal du også sikre dig, at regnvandet fra tagrenden holdes inde på din grund, og ikke flyder over til naboens grund.
Overvejelser når du bygger en carport
Det er ikke nødvendigvis nogen besværlig eller omfattende proces at bygge en carport, hvis du har hænderne skruet nogenlunde ordentligt fast. Og i mange byggemarkeder kan du faktisk også købe samlesæt til en carport til under 3.000 kroner.
Du skal dog gøre dig nogle vigtige overvejelser, inden du går i gang med at save og hamre:
- Dine egne behov
Inden du begynder at bygge din carport, kan det være en god ide, at du gør op med dig selv, hvad dine behov er. Gør også op med dig selv, om du skal have plads til mere end én bil, og om der skal være plads til både grill, cykler og brænde.
- At konstruktionen er stabil
En carport har ingen vægge der kan stabilisere bygningen. Derfor er du nød til at have gravet stolperne godt ned i jorden, så du er sikker på, at carporten ikke blæser væk.
- Om carporten er fritstående eller en tilbygning
Om du vil have en fritstående carport, eller en der er bygget op af din bolig, er lidt af en smagssag. Der er både fordele og ulemper ved at vælge en fritstående carport. Fordelen er blandt andet, at du får friere hænder på det arkitektoniske, ligeledes skygger det ikke på samme måde som en tilbygget carport. Dog skal du her bruge flere materialer, da du ikke har et hus, som din carport kan læne sig op af.
Men det vigtigste er, at du naturligvis overholder lokalplanens forskrivelser, inden du går i gang med byggeriet, og at du holder dig til planen. Det kan være en dyr omgang at skulle rive din nye carport ned, fordi kommunen ikke mener, at den overholder gældende lokalplan. Er du i tvivl, kan du altid kontakte en tømrer, som kan rådgive dig.