Sådan byggede man i 60’erne, 70’erne og 80’erne

Skrevet af Camilla Struck

Fra 1960 og de følgende ca. 30 år blev der bygget en del parcelhuse i Danmark, hvor de fleste af husene stadig fylder meget blandt danske parcelhuse den dag i dag. Husene er præget af et øget ønske fra borgernes side om større indflydelse på boligens udformning. De huse, der er bygget i 60’erne, 70’erne og 80’erne, deler nogle karakteristika som f.eks. god isolation og en landlig stil. Læs med her, hvis du vil vide flere af kendetegnene for byggeri i denne periode, og hvilke fordele og ulemper denne slags parcelhuse har.

 

Energikrisens påvirkning

Energikrisen i 70’erne og 80’erne prægede de danske parcelhuse, fordi borgerne i høj grad benyttede en mere miljørigtig stil. Efter energikrisen blev borgerne også meget mere bevidste omkring miljø og energi. Man bevægede sig i højere grad væk fra olieopvarmning, hvor man i stedet investerede i en energibesparende, men mere gammeldags brændeovn. Husene fra perioden blev også isoleret meget bedre, end de var i perioderne før 60’erne. Man byggede ofte huse med små vinduer, fordi det energimæssigt var mere forsvarligt end store, vide vinduer. Man begyndte at bruge naturgas og installere solfangere. Derfor ser man tydeligt, at byggeri fra 60’erne, 70’erne og 80’erne blev bygget af beboere, der var blevet mere energibevidste.

 

Inspiration fra tidligere byggestile

Det rustikke vandt frem, hvor man så, at de nybyggede huse i blandt andet 80’erne blev inspireret af både 70’erne, 60’erne og endda 50’erne. Det kan derfor nogle gange være svært at sige, hvordan stilen specifikt var i perioden, fordi man netop var så inspireret af andre årrækkers byggestile. Fordi livsstilen blev mere fri i løbet af perioden, blev byggestilen det også. Man byggede mere og mere efter egne ønsker til funktionalitet og stil. Dog bevægede man sig generelt mod et mere rustikt og naturligt look. Afsyrede træartikler, ru træbrædder og vandskurede vægge er alle kendetegnende for perioden, der er inspireret af en landlig, fri stil.

 

Fordele og ulemper ved byggestilen

For huse fra især 60’erne og 70’erne lægger man mærke til den gode plads, der er i huset – især i køkkenet. Man begyndte at lave alrum, hvor køkken, stue og spisestue blev kombineret i ét. Ulempen er her, at ved de mindre huse har et større køkken resulteret i mindre værelser.

Husene ligger oftest tæt på storby eller i andre gode kvarterer med nyere parcelhuse. Faktisk er prisen for husene oftest under gennemsnittet for ældre huse. Nogle af husene har dog en række byggefejl, som skyldtes flere forskellige ting. Man havde blandt ikke bedre materialer og byggemetoder på det tidspunkt, og samtidigt eksploderede byggeriet – hvilket gjorde, at nogle ting simpelthen blev lavet for hurtigt.

Fordelen er dog, at husene er nemme af tilbygge og ombygge, hvis man f.eks. ønsker mere plads. Husene er generelt solide, og de største fejl og/eller mangler er sandsynligvis blevet rettet op på i løbet af årene. Huse fra 60’erne, 70’erne og 80’erne er derfor ikke en dårlig investering, hvis du ved, hvilke byggefejl huset har.