Sådan skaber du en praktisk og hyggelig udeoase

Du behøver ikke eje en stor have med terrasser og bede for at skabe en hyggelig oasestemning. Selv det mindste frimærke af en have kan nemt blive omdannet til den dejligste oase med plads til hygge og afslapning. Det behøver ikke koste dig en formue og en anlægsgartner at omdanne din have til en oase – med nogle enkelte midler kan du nemt selv gøre arbejdet og få et grønt og dejligt frirum, uanset om du bor midt i byen eller på landet.

 

Inddel haven i rum

Hvis du har en større have, kan det være en god idé at inddele haven i rum. Det betyder ikke, at du skal til at opsætte vægge og enorme hegn i din have, men at du inddeler haven til forskellige formål. En del af haven kan måske anvendes som legeplads, mens en anden del af haven bliver lounge område, mens en tredje beplantes med blomster, planter og urter. Store grønne arealer kommer hurtigt til at virke bare og upersonlige, mens en have med forskellige ”rum skaber hygge og personlighed.

 

Skab hyggelige hjørner

Små hyggelige hjørner i din have danner de perfekte rammer for hyggestunder med familier og venner. Måske har du allerede en terrasse i et hjørne af haven, og hvis ikke kræver det ikke det store selv at skabe hyggelige hjørner. En bænk eller en hængesofa ved siden af et blomsterbed kan gøre underværker. Har du et træ, kan du hænge lanterner i grene og stille et bord bænkesæt under.

 

De rette havemøbler

De rette havemøbler kan gøre underværker i din lille oase. Lav dine egne pallesofaer eller find hyggelige kurvemøbler eller loungemøbler på det lokale loppemarked eller byggemarked. Gør dem ekstra hyggelige og bløde med puder og tæpper.

 

Grønne planter og farverige blomster

Planter og blomster er med til at skabe den helt rette oasestemning i din have. Det kræver ikke meget at lave et blomsterbed, og om sommeren kan du tage dine grønne stueplanter med ud og skabe en vaskeægte junglestemning. Bor du i midtbyen og har altan eller en lille have, er grønne planter og blomster alfa og omega. Også køkkenhaver og urtehaver er et hyggeligt indslag i din lille oase. Er din have lille, kan du nøjes med en urtekasse  eller et minidrivhus.

 

Sørg for skygge og læ

Selv i Danmark kan solen være utrolig skarp i sommermånederne, og her er det ideelt med steder, man kan sidde i skygge. I foråret og efteråret kan skyggestederne desuden fungere som læ for vind, så du kan få endnu mere ud af din have – også når sommeren går på hæld. Læ for sol og vind kan både skabes med en stor parasol, et hyggeligt hjørne mellem hus og havehegn eller et sejl spændt ud over havemøblerne.

 

Detaljerne er prikken over i’et

Når vejret bliver godt, er det tid til at få havemøbler, puder og tæpper ud i haven. Tekstiler skaber hygge og stemning, og det samme gør lanterner og lygter, der skaber lys i mørket, når dagen går på hæld. Lad børnene finde muslingeskaller, sten og grene i skoven og plant selv planter og blomster i smukke krukker, der kan pryde haven med smukke farver.

Med disse simple råd, kan du nemt og billigt skabe din egen lille oase, hvad enten du har en stor have eller en lille have. Oasen bliver det ideelle frirum til afslapning og samvær med familie og venner.