Gør hjemmet personligt

Arvestykker kan både være et mareridt og en skat for din indretning. Hvis du lærer at bruge de gamle designs korrekt, kan indretning med genbrug skabe både varme og personlighed i dit hjem. Gamle møbler, pynteting, lamper og tæpper kan sammen med hjemmets andre elementer give et anderledes touch til din bolig.

 

Led i gemmerne

Det første sted at starte, hvis du vil indrette hjemmet med genbrug, er i gemmerne. Gå på jagt på loftet, i skurret, hos familiemedlemmer eller naboen og se, hvad du kan finde af spændende ting og sager.

  • Vælg det, der har betydning for dig: Et arvestykke eller noget genbrug får meget større værdi, hvis det har en personlig betydning for dig. Har du minder om et særligt maleri, møbel eller lampe fra dine forældres eller bedsteforældres hus, så vil du have meget lettere ved at finde en plads til det i dit hjem.
  • Giv tingene nyt liv: Har dit genbrugsguld været gemt væk i mange år, trænger det nok til en kærlig hånd. Giv træmøbler en slibning, olie eller maling, så de igen fremstår pæne og velholdte. Ved at genbruge kan du også nemt give gamle ting nye funktioner. Hæng en gammel trækasse op på væggen som en funktionel reol, brug en gammel vase til opbevaring af køkkenredskaber, saml nogle gamle paller til en seng eller et sofabord eller mal en tallerkenrække og brug den som boghylde på børneværelset. Kun fantasien sætter grænser!

 

Gå på jagt i genbrugsbutikker

Har du ikke held med at finde guld i gemmerne, kan du udnytte de mange genbrugs- og vintagebutikkers store udvalg.

  • Hold øje med priserne: Priserne på genbrugsfund svinger meget. Ofte er tingene meget dyrere i de store byer eller de mere eksklusive butikker. Hvis du er opmærksom, har du bedre mulighed for at gøre en god handel. Prut altid om prisen når du køber brugt og overvej nøje, hvad genstanden er værd for dig, så du ikke betaler overpris.
  • Køb på nettet: Second-hand-hjemmesider som DBA.dk, Gul og Gratis eller Laurtiz.com gemmer på mange fine, brugte varer. Når du leder på nettet har du mulighed for at finde præcis den ting, du leder efter – og i nærheden af dig. Sørg altid for at møde op hos sælger og se tingen an, så du kan tjekke varens stand.

 

Miks og match

For at få succes med genbrugsindretning, er det vigtigt at mikse og matche de gamle fund med dine eksisterende møbler.

  • Find inspiration i TV og magasiner: Mangler du inspiration til, hvordan du kan sammensætte din indretning, så find inspiration i de mange TV-programmer om genbrug og loppefund. Det kan også være en god idé at investere i et eller flere boligmagasiner, så du kan se konkrete eksempler og billeder på, hvordan du kan indrette.
  • Vælg ud: Er du ny i genbrugsverdenen, kan du med fordel starte med de mere klassiske genbrugsting. Træmøbler, lamper og pynteting er nemme at shine op og bruge på ny, mens eksempelvis stofmøbler, tæpper eller tøj kan være bedre at anskaffe fra ny.