Disse kontakter må du skifte ud
Er dine stikkontakter gamle og slidte, så kan du med fordel selv skifte dem ud til nogle nye. Det er dog ikke alle stikkontakter, man selv må skifte ud. Du må gerne udskifte stikkontakter indenfor, både med og uden jordforbindelse (højst 250V). Vil du flytte stikkontakten, er dette ikke noget, som du selv må gøre, da det vil kræve en ny elinstallation- her skal du have fat i en elektriker.
Valg af stikkontakt
Når du vælger de nye stikkontakter, må du gerne vælge en anden model, end den som allerede er installeret på væggen. Dog skal stikkontakter uden jordforbindelse altid erstattes med en stikkontakt uden jordforbindelse, og ligeledes skal stikkontakter med jordforbindelse altid erstatte stikkontakter med jordforbindelse.
Brug det rigtige værktøj - og husk at slukke for strømmen
Inden du skifter stikkontakten, er det ret vigtigt, du husker at afbryde strømmen, så du ikke risikerer at komme galt afsted undervejs.
Når strømmen er slukket, skal du have fat i det rette værktøj til opgaven. I de fleste tilfælde skal du blot bruge en flad skruetrækker og en stjerneskruetrækker samt tangenter og ramme til den nye stikkontakt.
Afmontering og udskiftning
Når du skal afmontere den eksisterende stikkontakt, skal du først bruge den flade skruetrækker til at vippe tangenterne af. Herefter skal du bruge stjerneskruetrækkeren til at løsne de skruer, som holder kontakten på plads, og fjerne rammen fra kontakten. Rammen skiftes ud med den nye og sættes på plads, og de nye tangenter klikkes på. Er du ikke sikker, så kan man altid kontakte en elektriker til at udskifte kontakterne.