Gode instrukser til at male væg og loft

Når du skal male væg og loft, kan det være en god idé på forhånd at have lidt viden om, hvad der skal til for at opnå det bedste resultat.

 

Gode råd til et flot resultat

- Er væggen beskidt? Rengør den inden du maler

- Start med at male i hjørner og rundt om stikkontakter

- Husk den lille malerrulle

- Mal en væg ad gangen

- Mal mens den gamle maling er våd

- Vær flere om arbejdet

- Ha’ et system/en rækkefølge

- Afdæk gulvet og andre steder

 

Det (kedelige) forarbejde

Rengøringen: At få vasket væggen er som regel ikke det helt store arbejde – men naturligvis afhænger det af, hvor beskidt væggen er. Her taler vi nok om et spektrum fra lidt spindelvæv rundt omkring og så til et tydeligt lag af nikotin. Det gør som regel resultatet lidt bedre at få fjernet sådan noget som spindelvæv. Når det kommer til nikotinen, er det selvfølgelig ikke noget, der vil kunne ses, når du først har fået malet – men hvis du er en af dem, der alligevel synes, det er lækrest at få det fjernet, så skulle din væg gerne kunne tåle, at du giver den en let fugtig klud. Det vil i nogle tilfælde være nødvendigt at bruge nogle kemikalier af en slags – hvilke, kan du nemt finde frem til med en søgning på Google. 

Afdækning: Det kan godt være fristende at komme hurtigt i gang med malerarbejdet, men i sidste ende er det ofte nemmest at få afdækket alle relevante steder, inden du kaster dig ud i selve malearbejdet. For eksempel kan du afdække gulvet samt håndtag til vinduer og døre. I nogle tilfælde er det måske en god idé at afdække vinduer, men det må kaldes for en vurderingssag.

Rækkefølgen: Det er en rigtig god idé at fastlægge en bestemt rækkefølge, du vil male i, inden du starter. For selvom man tror, at man sagtens kan huske, hvor man malede lige før, så kan det godt blive svært, når man har malet i nogle timer i løbet af dagen. Og efterhånden som du er nået til eksempelvis tredje lag af maling, så er der formentlig ikke en tydelig forskel at se på, hvor du har malet to gange, og hvor du har malet tre gange – i hvert fald ikke før malingen er blevet tør.

Rækkefølgen kan for eksempel være oppe fra og ned eller fra venstre og til højre.

 

Det du kom her for: selve malearbejdet

Mal vådt på vådt: Måske er det ikke en absolut nødvendighed, men hvis du ønsker det bedst mulige resultat, så bør du male vådt på vådt. Det er simpelthen den nemmeste måde at sikre et ensartet resultat og undgå, at der kommer striber og andre tegn på, at malerarbejdet af væggen er foretaget på forskellige tidspunkter.

Vær flere om arbejdet: Ovenstående hænger ret meget sammen med følgende råd – at være to til arbejdet. For er der tale om store vægge, ja så kan det godt være svært at nå at male ’vådt på vådt’ alene. Så tag fat i en ven eller et familiemedlem – så bliver det også lidt hyggeligere alt sammen.

Husk den lille rulle: Den lille malerrulle er din ven, når det kommer til kanter og lignende. Hvis du ikke før har brugt sådan en, er der gode chancer for, at du kan bruge den til mange af de steder, hvor du normalt ville bruge en pensel – og dermed opnå et bedre resultat.

Start i krogene: Du kan med fordel starte med at male i krogene mellem to vægge, da det ofte giver det pæneste resultat af få penselstrøgene på før malerrullen.

 

God arbejdslyst!