De hvide krystaller, der falder ned fra himlen, er smukke, men de medbringer også et arbejde og ansvar for at sikre, at vi kan bevæge os trygt rundt på vejene.

 

Hvad er reglerne for snerydning på ens vej?

Hvis du er bosat på en privat vej, er det din pligt at rydde vejen for sne foran dit hus og forhindre glat føre på vejbanen. Du står for rydning af vejen ud til midten af kørebanen, hvorfra din genbo overtager ansvaret for den anden halvdel. Dette gælder naturligvis ikke, hvis en grundejerforening er tilknyttet. I så fald har de ansvaret for at holde vejen farbar.

Hvis din bolig er placeret ud til en offentlig vej, er det kommunen, som vil stå for snerydning på kørebanen.

 

Hvornår skal du rydde sne?

Rydning af sne er uhyre vigtigt, da det skal understøtte sikkerheden på din grund – både for dig selv og de gæster, som skulle begive sig ind på din ejendom. Herunder hører også servicemedarbejdere som postbude og skraldemænd, der kan blive forhindret i at udføre deres arbejde, hvis forholdene på gangarealerne ikke er i orden.

Som grundejer skal du sørge for at rydde sne og drysse salt eller grus i indkørslen og havegangen samt på fortove, trapper og fælles arealer.

Sneen fjernes hurtigst muligt. De officielle tidsrum, hvor der skal være snefrit og gruset/saltet, er 7-22 på hverdage og 8-22 om søndagen.

 

Gode råd til gør-det-selv snerydning

Er du grundejer, er der her nogle gode råd til gør-det-selv snerydning:

  • Nyfalden sne kan fjernes med en kraftig kost.
  • Tungere sne kan ryddes med en handy sneskovl af krydsfiner eller plastik.
  • Spar på saltet og undgå tunge løft ved at bruge saltlage.
  • Hold ryggen lige og undgå at vride i kroppen.
  • Variér dine bevægelsesmønstre.