Sådan indgår du en god aftale

Har du også spekuleret over, hvornår en aftale med en håndværker egentlig er bindende? I denne artikel kan du blive klogere på, hvad du skal være opmærksom på, når du laver en aftale med en håndværker.

 

En mundtlig aftale binder også

En mundtlig aftale er i princippet lige så bindende som en skriftlig. Det er dog dig, der har bevisbyrden. For det meste er det stort set umuligt at bevise, hvad en mundtlig aftale indebærer, og dette er derfor ikke en optimal løsning.  Så selvom en mundtlig aftale som udgangspunkt er bindene, bør du altid få alle de aftalte vilkår ned på skrift. Sørg derfor for at få et stykke papir på, hvad arbejdet omfatter, hvad det skal koste samt en tidshorisont for, hvornår projektet forventes at stå færdigt. Så du er godt sikret, hvis der skulle opstå eventuelle misforståelser. 

 

Lav et aftaledokument

Vores anbefaling er, at sætte rammerne for aftalen med et juridisk aftaledokument. Dokumentet kan eksempelvis indeholde oplysninger omkring:

  • Arbejdets form
  • Sted
  • Omfang
  • Tidsplan
  • Pris
  • Ansvarsfordeling
  • Eventuelle sanktioner, hvis aftalen ikke overholdes

Du kan hente et dokumnet udarbejdet af Boligejer her

 

Prisen - det store stridspunkt!

Ofte er prisen det, der ender med at blive stridspunktet mellem kunde og håndværker. Få derfor altid fastlagt inden påbegyndelsen af arbejdet, hvad prisen dækker over – og husk du ikke ødelægger den gode stemning til hverken arkitekten eller håndværkeren, fordi du vil have et stykke papir, hvad aftalen helt præcist dækker over.

 

Kan du selv udarbejde et aftaledokument?

Du kan sagtens selv udforme et aftaledokument, med sørg for at støtte dig til Forbrugeraftalen, som du kan finde på internettet. Synes du, at det er for omfattende, så få hjælp fra en advokat. Ved større byggeprojekter anbefaler vi, at du allierer dig med et rådgivningsfirma.