Træer kan både være til glæde og til gene

Træer er smukke og er med til at skabe en hyggelig stemning i både parker og private haver. I trætoppen kan der bygges et træhus, hvor børnene kan lege, der kan hænges en gynge i træets grene, en hængekøje kan spændes ud mellem to træer, og trækronen kan danne skygge og læ til en hyggelig picnic. Men i nogle tilfælde kan træer have den modsatte effekt og være til stor gene. Den store trækrone kan være skyld i, at solen ikke trænge ind i boligen, og står træet på grænsen mellem to grunde, kan det blive genstand for nabostrid og uvenskab.

 

Står træet i vejen?

Måske drømmer du om at anlægge ny have, måske skygger træet for udsigten eller måske er træet sygt og vissen. Hvert år fælder mange danskere træer fra deres private grund af forskellige årsager, og det er der i sig selv ikke noget i vejen med. Der findes nemlig ingen regler, der dikterer, hvem der må fælde træer, hvornår der må fældes træer, og hvordan det skal gøres. Dog er det dit ansvar som privat haveejer, at træet fældes med omtanke for både dig selv og andre.

 

Hvad skal du være opmærksom på?

Alle må fælde træer på deres private grund, uanset hvor stort og højt træet er. Der er heller ingen krav til, at du har erfaring eller faglig viden om træfældning, men hvert år sker der alvorlige ulykker relateret til træfældning. Du bør derfor researche på området og rådføre dig med en professionel fagmand, før du kaster dig ud i disciplinen.

 

Hvor står træet?

Det er ikke ligegyldigt, hvor i haven træet befinder sig. Står træet midt i haven uden andre træer, bebyggelse eller lignende i nærheden, kan træfældningen gå nemt og hurtigt. Står træet derimod tæt på bebyggelse, befærdet gade eller sti eller mellem andre træer, skal du lægge lidt mere overvejelse ind i processen, og her er det en klar fordel med erfaring inden for træfældning. Du skal planlægge træets faldretning og sørge for, at der ikke er noget, der står i vejen og som kan tage skade, når træet falder.

 

Kan du genere nogen ved at fælde træet?

Som grundejer må du med god samvittighed både beskære og fælde alle typer træer på egen grund, med mindre andet er angivet i lokalplan, og det skal du altid undersøge, før du påbegynder træfældningen. Desuden skal du være opmærksom på, at du selv kommer til at hæfte for det, hvis du gør skade på dit eget eller naboens hus og bebyggelse. Står træet på grænsen mellem din og din nabos grund, skal I desuden være enige om træfældningen, og kan I ikke nå til enighed, er du nødt til at lade træet være.

 

Sikkerhed er alfa og omega

Når du har besluttet dig for at fælde et træ er det op til dig, at fældningen sker på ansvarlig og sikker vis. Det kræver, at du planlægger træfældningen nøje og anskaffer dig det rette sikkerhedsudstyr. Er der tale om et lavt træ, der ikke står klemt mellem bebyggelse, kan du ofte nedlægge træet i sin fulde længde. Er der tale om et højt træ, der står tæt på bebyggelse, er du ofte nødt til at fælde træet trinvist ved hjælp af topkapningsmetoden. Her vælger de fleste at hyre en professionel, da det kræver professionelt klatreudstyr og den rette teknik.

Ved at følge ovennævnte forholdsregler kan du fælde træer med god samvittighed, men er du i tvivl om noget i processen, er det altid en god idé at rådføre eller alliere sig med en fagmand.